Gode råd om co-produktion

Der er mange gode grunde til at indgå kunstnerisk samarbejde med et andet teater – penge er bare sjældent en af dem. Det bliver oftest dyrere, end man tror, når to organisationer sætter sig for at producere sammen, og det gælder om at være helt klar over, hvad det så er, der motiverer co-produktionen. Her kommer en række gode råd fra en række erfarne producenter, som har lært hvad man skal tage højde for, når man co-producerer.

Ideen

Fundamentet for samarbejdet må være en god kunstnerisk ide. At gøre det, fordi der er penge i det, eller fordi politikerne siger, at det er godt at samarbejde, holder ikke.

De fleste, som jeg hører, der kommer skuffede ud af samarbejdet, er dem, der begyndte med: "Vi deler udgifterne med det og det hus - og så skulle den ged være barberet", men sådan er det ikke.(…)Man skal begynde med at være enige om, hvad man har af mål i forhold til produktionen, altså kunstneriske eller kvalitetsmæssige mål, et eller andet, der gør, at det er al besværet værd.

Værdier

Parterne skal være enige om, at transparens, ærlighed og gennemsigtighed skal gennemsyre hele projektet.

Få forhandlet en aftale på plads helt fra starten. Hvilken slags samarbejdspartner er man? Går man all in, eller er man egentlig: ”Ja, vi stiller bare et teater til rådighed. Det er det. I kører det."

Værdiafstemning

Få identificeret jeres respektive succeskriterier for at være med i projektet. Jo tidligere man får defineret det, desto lettere er det at være transparent og ærlig.

… jeg tror, at man helt enkelt holder et møde mellem cheferne for de respektive organisationer, hvor man diskuterer, hvad der er succeskriterierne for projektet ud fra hver enkeltes point-of-view. Det kan jo både være økonomisk, kunstnerisk og publikums- eller personalemæssigt – altså det kan være forskelligt. Måske er man ikke enige om, hvad der er succeskriteriet.

Kompetencer

Det er meget vigtigt, at projekterne tilknyttes de kompetencer, de har brug for, og at vi gør det tidligt i processen, så de har tid til at arbejde med deres netværk osv.

Det første, vi gør, er at afklare ansvar. Meget klare ansvarslinjer. Hvem har ansvaret for pr, markedsføring, billetsalg, produktionstekniske ting, scenografi og alt det, så vi får klare ansvars- og kommunikationslinjer. Uden det er der utrolig mange ting, som ikke bliver gjort, eller som folk glemmer. Og så har vi produktionsmøder i hvert fald to gange om måneden, hvor alle chefer for de forskellige afdelinger samles og drøfter ting. Så det er et vigtigt mødepunkt.

Håndtering af problemer

Næsten alle projekter har en akilleshæl, et punkt hvor det ikke fungerer, som man må tage hånd om. Det gælder om at lære at sætte sig i den andens sted, se tingene fra deres perspektiv, i stedet for at tænke i ”dem og os”, og respektere deres perspektiv lige så meget, som de må respektere jeres.

Man sætter nogle klare regler op til at begynde med. Der er klart, at samarbejdet kræver mange forandringer undervejs.
 
En af mine kæpheste er, at alt arbejde handler om tage den samtale først, som du synes virker mest besværlig, og på samme måde er det med samproduktioner: Hvis der er et område, som du føler, at du helst skal undgå at tale med de andre partnere om, så er det det, vi skal tale om.
 

Fællesskab

Man må investere sin tid og energi i projektet, for at kunne være del af det. Det handler ikke kun om økonomi eller branding.

Jeg vil aldrig samarbejde med nogen, hvis det bare er praktisk, hvis jeg ikke også tror, at slutproduktet kan blive fantastisk. (...) Der er jo ikke nogen fra publikum, som vil takke os for, at vi har haft en "nice proces". På samme måde med en samproduktion. Der er jo ingen publikummer eller politikere, eller hvem det nu end er, som bedømmer det, som vil sige, at det var hårdt, eller at vi har haft en fin proces, hvis ikke slutresultatet også er fantastisk. Så det må være begge dele.

Tid

Der skal være nok tid. Der skal gerne være minimum 12 måneder, fra man begynder på et projekt, til det kommer på scenen, særligt med co-produktioner. Her er man så afhængig af kommunikation mellem de forskellige parter, og det tager længere tid, end man måske er vant til inden for sin egen organisation. Det tager tid at undgå misforståelser.

Det allervigtigste er, at der er tid nok til at lave et godt samarbejde. For uden tid, så bliver det svært at samarbejde. Det er surt, at det ikke bliver et godt samarbejde, fordi alle har alt for meget at lave.

Kommunikation

For at skabe mest mulig forståelse mellem alle parter er kommunikation altafgørende. Gør jeres bedste for at kommunikere ud omkring alt det, der sker. Det vil skabe tryghed. Hold produktionsmøder osv. hvor alles interesser bliver inddraget, og sørg for at sende mødereferater ud pr. mail efterfølgende.

Tid. Åbenhed. Stor grad af planlægning. Ja, og så i virkeligheden stor dialog om, hvordan man taler sammen (…) Hvor hurtigt svarer man hinanden? (...) Og hvor hurtigt kræver projektet, at vi svarer? Sæt et kommunikationsforum op. 
 

Ændringer

Hvis der er en god grund til at noget ændrer sig, så ændrer man det. Det gælder også for co-produktioner.

Altså, vi prøver aldrig at få et projekt til at gå snorlige. Vi tænker, at projektet er dynamisk og lidt organisk osv., så det er bare godt, hvis det går sådan lidt… Men det er vigtigt, at alle har en fælles forståelse for, hvorfor tingene ændrer sig.

’Jesper Larsson-modellen’

Jesper Larsson har som teaterchef på Malmø Stadsteater, og sin fortid på Det Kongelige Teaters Opera, Malmø Opera og Ensembleteatern i Malmø, omfattende erfaring med co-produktioner i alle disciplinens afskygninger. Bl.a. har Larsson arbejdet i netværket Opera-Europa. Her lavede han sammen med en projektleder fra Amsterdam en model for samarbejde, som senere er blevet refereret til som ’Jesper Larsson-modellen’.

Det vigtigste i næsten alt samarbejde, men især når man co-producerer en forestilling, er, at det er win-win - at alle parter oplever, at det er en succes for deres organisation.
 

Jesper Larssons grundfilosofi i arbejdet med co-produktioner er, at alle involverede parter skal være vindere i samarbejdet, dvs. alle skal føle, at de får noget – og helst det bedste – ud af det. Eller, som han fastslår: ”Hvis det ikke er win-win, er det lose-lose”.

Modellen består ganske enkelt i, at man tænker videreudvikling ind i co-produktionens forestillingsliv. Der skal findes nogle ting i samarbejdet, som gør at hver part på en eller anden måde får den bedste forestilling. Fx får det første teater premieren med alt hvad dertil hører af omtale, eksponering og VIP-besøg – men premieren er ofte kunstnerisk set den dårligste forestilling, da den endnu ikke er ”færdigslebet”. ’Jesper Larsson’-modellen går så ud på, at man afsætter en portion penge til at videreudvikle værket efter urpremieren og sikrer, at de kommende forestillinger vil være af højere værdi, fordi de er mere gennemarbejdede, og den eller de næste producenter vil således også opleve en gevinst. 

Om kompas1      Kontakt os      Downloads