Beretning om en typisk dag pň turnÚ

Af Kenneth Kreutzfeldt, teatertekniker og turnÚleder

Jeg vil lige starte med at afgrænse min opfattelse af turné: Turné er, når man spiller et nyt sted hver dag i en sammenhængende periode. Der kan heldigvis forekomme flere spilledage samme sted, i ganske få tilfælde op til en uge. Når man spiller på kun ét "fremmed" teater i en samlet periode, kalder jeg det gæstespil.

Fra hotellet til landevejen

Morgenmad på hotellet så tæt som muligt på kl. 10, hvor morgenmaden lukker. Tilbage på hotelværelset og bade og pakke sammen. Check ud fra hotellet senest kl. 11 (få steder kl. 12). Kørsel til næste spillested med ankomst kl. 14 (ved kl. 20 forestilling med de sædvanlige 4 timers opstilling – musicals kræver almindeligvis mindst en times opstilling mere). Måske kan man nå forbi hotellet og tjekke ind, men frokost har højere prioritet (typisk noget motorvejsmad).

På spillestedet

Indlæsning (load in) starter med, at man hilser på de lokale medhjælpere og prøver at huske deres navne (hvis du glemmer et navn, så spørg en af de andre "hvad er det ham der hedder"). Tag bestik af scenerummet, hvis du ikke kender det i forvejen. Hør hvor mange billetter, der er solgt, så publikums indkigsvinkel nogenlunde kan vurderes. Er det en forestilling med fortæppe, er der ikke så meget at være i tvivl om, ellers kan det være en fordel at rykke lidt ud på forscenen, hvis der er ophængsmuligheder til det. Det er som regel første lystræk over scenen, der afgør opstillingens placering. Husk at have evt. brandtæppe in mente på den beslutning. Forklar medhjælperne (hands), hvad det hele går ud på, meget gerne ved at vise dem et billede af den færdige opstilling. Vurder deres evner og erfaring; nogle har masser af erfaring, mens andre aldrig har prøvet det før. Der forekommer ikke sjældent hjælpere, som har fysiske skavanker som dårlig ryg eller har en for lav/høj alder. Sæt dem til de opgaver, de magter. Det er for tidskrævende at lave opgaverne om igen. 

Start med at hænge loftet, dekorationsting der skal hænge præcist først, derefter hænges lyset, så lyd, og til sidst inddækning – efter opskriften: Der er noget publikum skal kunne se, noget de ikke må se, og det de helst ikke skal se. Publikum kender deres spillested, og ved godt der er noget som er svært at gemme, som fx en bjælke midt over scenen eller et indkig over en rig.
Når loftet er færdigt, er det tid til en pause. Byd gerne på noget at drikke, som turnéen har medbragt.

Så er det tid at stille dekorationen op, så den passer med lyset i loftet, og inddækningen. Det kan nogle gange være en fordel at lave det sidste inddækning fra en stige, efter dekorationen er stillet op.

Nu er turen kommet til afviklingen fra salen, kabeltræk, lys og lyd. Betjening af salslys er ret afgørende for placeringen. Mange steder er der trukket faste installationer, som med fordel kan benyttes, men brug ikke for meget tid på det, hvis det er hurtigere at trække egne tromler ud. Brug det tekniske udstyr på stedet hvor det kan betale sig tidsmæssigt – for det meste bruges lydanlægget i salen. I nogle tilfælde kan det frontlys som hænger i forvejen benyttes, især hvis det er forberedt hjemmefra. Men for det meste er det hurtigst at bruge sit eget, især når der er farvefiltre og gobo i frontlyset.

Meld klart ud for hjælperne, når behovet for dem daler, og frigiv dem, der ikke er brug for mere. Aftal hvornår de skal møde igen til udlæsning (load out). Som regel er den sidste hjælper ved lysbordet til fokusering.

Det sidste smånusseri, som tager længere tid at forklare end at ordne selv, laves.

Nu burde der så være 1 times spisepause. Inden skuespillerne ankommer til deres forberedelsestime før forestillingen. Her aftales i fællesskab særlige forhold på netop dette spillested, og hvilke ændringer i arrangement, som er nødvendige. Alt i alt, er opgaven at få forestillingen til at ligne mest muligt den man tog hjemmefra med, men den bliver aldrig helt magen til. Arealet på scenen og lysets muligheder må man altid gå på kompromis med i en eller anden udstrækning, enten på grund af fysiske forhold eller af tidsmæssige årsager.

Efter forestillingen

Efter en forhåbentlig vellykket forestilling er det tid at få bragt alt tilbage – til hvor det var for 8-9 timer siden... Det går heldigvis noget hurtigere – langt de fleste forestillinger kan pakkes under en time. Bed hjælperne om at lave det samme, som da de stillede op. Nogle steder er det et nyt hold, der skal hjælpe med at pakke, og så er det lidt "op ad bakke", men bevar dit gode humør og forklar alting igen (hav fx i baghovedet, at næste stop er Horsens Ny Teater, og dér kører det bare for fedt :-))

Ja, så er der en Gaffatape-bold i et hjørne af scenen, lidt døde skruer osv. tilbage... Det var, hvad vi fik ud af en 10 timers arbejdsdag + noget kørsel. Nu er det bare at parkere lastvognen og derefter til hotellet.

Tilbage på hotellet

Hotellerne vælges som oftest efter parkeringsforhold. Alternativt holder lastvognen på spillestedet natten over efter aftale, eller i større byer på en parkeringsplads for lastvogne i udkanten af byen.

Så er der bare tilbage at aflægge døgnrapport til kæresten, drikke et par fyraftensøl på hotellet og op og sove. Klokken er nu for langt over midnat, og drømmene går i retning af det ugentlige fridøgn, og at det slutter en dag.


Næste dag: Du læser bare forfra! :-)

Om kompas1      Kontakt os      Downloads